Økonomisk dækning for mor

Kommunalt ansat Barsel Økonomisk dækning for mor

Økonomisk dækning for mor

En mor kan gå på orlov otte uger før den forventede fødsel og indtil barnet bliver født med fuld løn. Det er en overenskomstsikret ret.

Dagen efter barnet er født begynder barselsorloven, som varer 10 uger og ligeledes er på fuld løn. Som mor har du pligt til at blive hjemme ved barnet de første to uger efter fødslen, mens de sidste 8 uger er frivillige.

Efter barselsorloven har du ret til 10 uger med yderligere orlov på fuld løn.

Efter de 10 uger med fuld løn har du ret til op til 6 ugers fravær med løn. De 6 uger er en fælles rettighed med den anden forælder, og det betyder, at hvis den anden forælder også er ansat efter den samme overenskomst, så kan I ikke begge tage disse seks uger med løn. Er den anden forælder ikke ansat efter overenskomsten, har du dog stadig ret til de seks uger med løn.

Det betyder altså, at du som mor har ret til 8 ugers fravær med løn inden fødslen. Efter fødslen kan du få ret til i alt 26 uger med fuld løn, mens du er på orlov.

Tidslinjen kan illustreres således (selvom begreberne graviditetsorlov barselsorlov og yderligere orlov nu blot betegnes som fravær med løn):

Der er dog en vigtig forudsætning for udbetaling af den fulde løn under orloven. For at du kan få fuld løn under barsel skal der være ret til barselsdagpenge fra Udbetaling Danmark. Din arbejdsgiver får nemlig udbetalt dine barselsdagpenge som refusion.

Som udgangspunkt har hver forælder 24 uger med ret til barselsdagpenge. Op til 13 af disse uger kan dog overføres til den anden forælder. Hvis du skal have fuld løn i de 26 uger, er det derfor en forudsætning, at faren eller medmoren har overført mindst to uger af deres ret til barselsdagpenge. Hvis ikke faren eller medmoren overfører dagpengeretten, vil din løn de sidste to uger bliver fratrukket den manglende refusion.

Planlægger I, at du som mor skal gå hjemme i længst mulig tid, vil der efter de 26 uger være ret til barselsdagpenge i en periode. Som nævnet ovenfor er der mulighed for at overdrage barselsdagpenge imellem forældrene. Hvis I ønsker at moren går hjemme med barnet så længe som muligt, vil faderen eller medmoren kunne overfør 13 ugers barselsdagpenge. Det betyder altså, at du vil kunne holde op til 37 uger i alt med økonomisk kompensation – 26 uger med løn og 11 uger med barselsdagpenge.

Selvom du ikke får løn eller dagpenge har du ret til at holde fri for egen regning efter barselsloven. Efter den 10. uge har hver forælder ret til 32 uger med fravær.

Som udgangspunkt har en mor altså ret til fravær i 42 uger efter fødslen, hvor de første 26 uger kan være med løn, de næste 11 kan være med barselsdagpenge og de sidste 5 kan være for egen regning.

Derudover er der mulighed for at forlænge fraværsretten med 8 eller 14 uger. Du kan således maksimalt være fraværende i 56 uger efter du har født.

Du skal være opmærksom på, at du ikke kan udskyde noget barsel til afholdelse på et senere tidspunkt, hvis du benytter dig af den retsbaserede forlængelse.

Begge forældre har således ret til at forlænge de 32 ugers fravær som starter den 11, uge med enten 8 eller 14 uger, som nævnt ovenfor.

Men man kan dog også aftale en forlængelse med sin arbejdsgiver, hvis man genoptager sit arbejde på deltid. Det betyder, at de 32 uger kan strække sig ud over barnets 42. uge.

Det er både muligt at holde ferie i de timer, du har genoptaget arbejdet, og at afbryde din delvise orlov for at gå på ferie for derefter at genoptage den delvise orlov. Men da en forlængelse af orloven på baggrund af delvis genoptagelse hviler på en aftale med din arbejdsgiver, skal du nok overveje de administrative besværligheder en afbrydelse medfører. Det er og bliver en aftalemulighed – ikke en rettighed for dig.

Du skal også være opmærksom på, at dine 9 ugers øremærkede orlov skal være afholdt inden et år – du kan altså ikke strække disse timer ud over et år.

Dele af barselsperioderne kan udskydes til afholdelse på et senere tidspunkt. Man skelner mellem den retsbaserede udskydelse og den aftalebaserede udskydelse. Man har ret til at udskyde op til 5 ugers barsel til et senere tidspunkt inden barnet fylder ni år. Som mor kan man med arbejdsgiver aftale maksimalt 18 ugers udskydelse af barsel. Selve fraværsretten på 32 uger kan dog aftales udskudt med arbejdsgiver under alle omstændigheder.

Når man taler om øremærket barsel, så er det uger, som ikke kan overdrages til den anden forælder. I barselsperioden på ti uger, har moren pligt til at afholde de to første uger med barsel. De næste otte uger kan overdrages til den anden forælder. Hvis moren går i arbejde, skal den anden forælder afholde disse otte uger inden for de første ti uger.

Moren kan dog også vælge at påbegynde sin yderligere orlov allerede fra uge tre. Hvis hun gør det, kan de otte uger gemmes til senere.

Efter de første ti uger kommer 14 uger med yderligere orlov. Ud af disse 14 uger, kan de fem overføres til den anden forælder. De ni uger der er øremærkede skal være afholdt inden barnet fylder et år.

Udgangspunktet er derfor at morens første ti ugers barsel skal bruges de første ti uger. De 14 uger deles op i ni uger, der skal holdes inden barnet fylder et år, og fem uger, der skal holdes inden barnet fylder ni år.

Hvis faren eller medmoren overfører al sin mulige barsel til moren, kan hun få overført 13 uger. Disse 13 uger skal først være afholdt inden barnet fylder ni år. Derfor kan moren – hvis arbejdsgiveren accepterer dette – udskyde sine egne fem uger + de 13 (i alt 18) overførte uger fra den anden forælder til afholdelse på et senere tidspunkt inden barnet fylder ni år.

Når man er på barsel, er man ikke tvunget til at holde ferie. Barsel er en såkaldt feriehindring. Når man har en feriehindring overføres op til fire ugers ferie til næste ferieafholdelsesperiode. Den femte uge udbetales som udgangspunkt. Man kan dog godt aftale, at den femte uge også overføres til næste ferieafholdelsesperiode.

Du skal derfor ikke holde ferie midt i din barselsorlov. Du kan dog holde din ferie i forlængelse af din barsel, eller – efter aftale med din arbejdsgiver – genoptage arbejdet for at gå direkte på ferie – for så at genoptage din barsel efter ferien.