Deltidsansættelse

Kommunalt ansat Arbejdstid Deltidsansættelse

Hvis du er deltidsansat

Når du er ansat på deltid, får du løn i forhold til den nedsatte arbejdstid. Er du på fx 25 timer om ugen, beregner du din løn som 25/35 af lønnen for en fuldtidsansat, dvs. som forholdet mellem dit ugentlige timetal og fuld tid (35).

Din årsnorm vil på samme måde skulle beregnes som en brøkdel af fuldtidsnormen. Ved ansættelse på 25 timer ugentligt vil din årsnorm være 1440 x 25/35 = 1.028,57 timer.

Du har som deltidsansat også ret til andre tillæg efter overenskomsten. samt mulighed for at få forhandlet kvalifikations- og funktionstillæg.

Hvis du laver en aftale med din chef om at gå på nedsat tid, er det vigtigt, at I også får talt om en tilsvarende reduktion af dine arbejdsopgaver. Ellers kan du ende i en situation, hvor du reelt har samme antal opgaver, men bare mindre tid til at løse dem.

Hvis du er deltidsansat, må du ikke forskelsbehandles i forhold til fuldtidsbeskæftigede. Som deltidsansat skal du i visse situationer have tilbudt ledige timer før en fuldtidsansat.

Aftale om deltidsansattes adgang til højere timetal indebærer, at kommunerne siden 1. januar 2008 har været forpligtet til at tilbyde ledige timer til allerede deltidsansatte forinden timerne kan udbydes eksternt eller til andre end de, der er omfattet af tilbudspligten. Ledige timer er defineret som timer opstået ved stillingsledighed eller opnormering.

Rammeaftale om deltid, 2014 har til formål at undgå forskelsbehandling mellem deltidsansatte og fuldtidsansatte (princippet om ikke-forskelsbehandling) og lette udvikling af deltidsarbejde, så der tages det fornødne hensyn til behov hos kommunerne og lønmodtagerne.