Som kommunalt ansat tandlæge har du ret til at holde 25 feriedage om året. På det kommunale område er der indgået en særlig ferieaftale som en del af overenskomsten. Aftalen omsætter ferielovens bestemmelser til det kommunale område. Ferieoptjeningen og ferieafviklingen sker på det kommunale område i timer.
Du skal dog være opmærksom på, at du ikke nødvendigvis har ret til ferie med løn i alle de dage, hvor du har ret til ferie. Din ret til løn under ferie afhænger af, hvor stor en del af ferieåret, du har været ansat i dit ansættelsesforhold og dermed optjent ret til ferie med løn.
Du optjener ferie i perioden 1. september–31. august. Dette kaldes ferieåret. Den ferie, du optjener i ferieåret, kan afvikles i ferieafholdelsesåret, der starter samtidig med ferieåret 1. september, men løber helt indtil 31. december i det følgende år. Du skal være opmærksom på, at i langt de fleste kommuner fastlægges de 25 dages ferie i forbindelse med den arbejdstidstilrettelæggelse der foretages en gang årligt for den kommende 12 måneders periode.
Det særlige ferietillæg
Ud over ferie med løn har du ret til særlig feriegodtgørelse på 2,35 %, der træder i stedet for ferielovens ferietillæg på 1 %. Den særlige feriegodtgørelse beregnes af den løn, som den du har fået i optjeningsåret. Udbetalingen sker tre gange årligt 1. maj, 31. maj og 31. august.